Elizas blog

En gastronomisk hemmelighed på Ibiza

Hvis du ligesom mig er vild med lækker mad, en moderne, men traditionel indretning og autentiske retter, så har jeg et rigtigt godt tip til dig. Denne gang er det ikke nogen feriebestemmelse, men mit seneste gastronomiske fund på Ibiza, hvor kokken fremtryller retter, så man føler sig hensat til den syvende himmel: Oleoteca Ses Escoles.

Jeg er kørt forbi Oleoteca Ses Escoles på Ibiza indtil flere gange. Restauranten ligger ved E-10-vejen imod Sant Joan, og jeg havde allerede hørt en masse positive ting om stedet. Hver gang jeg kom forbi, tænkte jeg: “Der må jeg altså tage ind engang,” men det blev aldrig til noget. Indtil i går.

Om eftermiddagen sad jeg ved kanten af Villa S’Argamassas swimmingpool sammen med min veninde Sophia og diskuterede, hvad vi skulle lave om aftenen. Det var vores sidste aften på Ibiza, og vi ville afslutte ferien i stil. Jeg kom pludselig til at tænke på Oleoteca Ses Escoles, der faktisk slet ikke lå ret langt fra Villa S’Argamassa, bare et kvarters kørsel derfra. Det var det perfekte tidspunkt at se nærmere på stedet!

Can Miquel Guasch

Oleoteca Ses Escoles er en gammel skole, og derfor ser det udefra ikke direkte ud som et sted, hvor man kan få sig et lækkert måltid mad. Da jeg parkerede bilen, så Sophia lidt spørgende på mig. Vi trådte indenfor og fik en venlig modtagelse af spanske Neus og Xesca og deres to døtre. De fortalte, at restauranten hørte til olivenmøllen i Can Miquel Guasch. Jeg havde hørt om Can Miquel Guasch-møllen, fordi den er en af de mest kendte producenter af extra virgine olivenolie på Ibiza. Den kunne jeg godt tænke mig at smage! Som om hun kunne læse mine tanker, spurgte Xesca os, om vi måske ville prøvesmage olivenolien inden middagen. Det tilbud kunne vi selvfølgelig ikke sige nej til!

Der lå en lille butik ved siden af restauranten med økologiske vine, kakao, kaffe, krydderier og havsalt og det allervigtigste: hvor man kunne prøvesmage olivenolien. Xesca gav os et stykke brød til olien, og både Sophia og jeg var begge positivt overraskede over smagen. Fra det spanske køkken vidste jeg, at olivenolie smager skønt i alle mulige retter, men at den har sådan en rig smag i sig selv, det var helt nyt for mig. Jeg besluttede med det samme at tage en flaske med hjem, så den kunne pifte mine egne retter derhjemme lidt op!

Hver ret er en fest for sanserne

Efter prøvesmagningen fandt vi et bord i den overdækkede gårdhave. Vi studerede menukortet, og jeg så med det samme, at det ville blive vanskeligt at vælge mellem alle disse lækkerier. Derfor besluttede vi os til at bestille forskellige retter sammen, så vi kunne smage så meget som muligt, fx tuntatar, ristede peberfrugter og små, friturestegte snacks med rejer. Og – jeg overdriver absolut ikke – hver ret, der kom på bordet, var endnu mere lækker end den forrige.

Miquel Llabrés, Oleoteca Ses Escoles’ chefkok, har arbejdet på mange af Ibizas toneangivende restauranter. Hans specialitet er retter, der kombinerer alle de gode produkter, som øen har at byde på, og hans kreationer er en fest for sanserne. Det er altid muligt at få en ret med gratineret ost, en frisklavet salat, friturestegt blæksprutte, krydret pølse eller grillstegt kød til en rimelig pris. Også desserterne bliver serveret helt i stedets ånd: med et lille stænk olivenolie.

Holder du inden længe ferie på Ibiza? Så råder jeg dig til at lægge vejen forbi Oleoteca Ses Escoles!

Adresse:
Carretera Ibiza-Portinatx, 9,2 km.
07840 Santa Eulalia del Rio
Islas Baleares
Spanien

Relaterede rejsebeskrivelser

Ingen kommentarer endnu

Skriv en kommentar