Elizas blog

GÆSTEBLOG: Nytår på Madeira med The Travel Book

Åh! Er det allerede uger siden, at vi på årets sidste dag skålede i kølig og boblende champagne, mens vi nød den smukke varme solnedgang over Ponta Do Sol på Madeira! Det var virkelig en skøn og uforglemmelig nytårsdag, som for mit indre øje er fuldstændig badet i et orange og lyserødt skær! Vi var så lykkelige over, at Eliza was here havde lyst til at invitere os til Madeira over nytåret, for at opleve den smukke ø og Eliza was here’s helt unikke indlogeringer.

Før vi rejste til Madeira med Eliza was here havde vi nogle ret store forventninger til både den smukke ø, men også Eliza was here som rejsebureau. Og man må sige, at de forventninger i den grad blev mødt! Vi havde boede i to forskellige indlogeringer, hvor vi de første par dage boede i en lille autentisk portugisisk hytte, med alt hvad man kan tænke sig til, på den fineste vingård i Estreito da Calheta ved navn Quinta das Vinhas. Hver eneste morgen startede Rasmus ud med at hoppe i vores private pool, imens jeg lige blev i sengen 10 minutter længere og sippede til en kop kaffe Rasmus havde givet mig. Når han kom tilbage helt drivvåd og alt for frisk, spiste vi de lækreste, friske passionsfrugter, mangoer og bananer, der selvfølgelig var fra Madeira, imens vi planlagte slaget for dagen. Vi susede op og ned af de stejle bjerge på Madeira i en lille, men stærk, lejebil, som Eliza was here havde sørget for. Sugede alle de indtryk til os, som vi kunne igennem bilruderne, indtil det blev for meget, og vi måtte standse for at opleve naturen uden filter.

Madeiras natur er så grøn og frodig selv på den sidste uge af året. De frodige bjerge stopper dog pludseligt brat, hvilket afslører store nøgne og barske klippeformationer, der giver en vild kontrast til det ellers bløde landskab. Vi tog på flere lange vandreture rundt på øen. Både mere velkendte ruter, men vi fandt også lykkeligt en ældgamle og oprindelig rute, som var godt skjult i udkanten af en lille landsby. Nogle af vandreruterne var virkelig ikke for sarte sjæle, og vi måtte ofte stoppe op for at få vejret! Hver aften kørte vi ned og købte ind i et lokalt supermarked og tilberedte vores egen mad i det lille, hyggelige køkken i vores private hytte. Vi nød solnedgangen med et køligt glas Madeira vin i hånden på den lille terrasse udenfor vores dør.


På vingården, som Eliza was here havde arrangeret en lille hytte ved til os, var der rundvisning i den flere hundrede år gamle familieejede hovedbygning, som var møbleret med det originale, antikke møbler. Det var sjovt at gå rundt og se de mange fine detaljer, imens en sød og finklædt dame fortalte om hvert rums historie. Herefter blev vi tilbudt de lækreste, traditionelle kager fra Madeira, samt lidt Madeira vin og rom til at skylle ned med! Jeg kan huske, at det gav os en lykkelig og berusende fornemmelse. Den man altid får, når man har det ekstra godt på sin ferie. Vi nød vinen sammen med de andre søde og glade gæster i det gamle fællesrum, der var dekoreret med gamle malerier, vaser og kort fra Madeira. En enkelt aften spiste vi også i den gamle hovedbygning, hvor vi med bedste service fik serveret traditionelle retter og drak Madeira vin – og selvfølgelig også smagte lidt mere Madeira rom. Mmmmm!

Vi er så vilde med Eliza was here’s koncept om fly, unikke indlogeringer og billeje i ét. Det hele var så let og overskueligt, og indlogeringerne som den ovennævnte var så autentiske og fyldt af sjæl, at man blev draget helt ind i et spændende univers af lokal kultur og historie, som hver aften bandt sløjfe på en oplevelsesrig dag på farten. De to sidste dage blev vi indlogeret på et lille fint hotel ved navn Hotel da Vila i landsbyen Ponta do Sol. Vi havde et smukt, lyst værelse med en lille altan med den flotteste havudsigt udover en lille bugt. Hver aften kunne vi sidde på vores altan med fødderne oppe og drikke et kølig glas vin, mens vi nød solnedgangen. Under os kunne vi følge med i livet på et lille torv med restauranter og lokale butikker. Det var så fint og romantisk, at det var nemt bare at sidde i stilhed og lade timerne gå. Endnu en sjov detalje ved dette hotel var, at det for flere hundrede år siden havde været et fængsel, og at den familie som i sin tid restaurerede fængslet til et hotel, stadig den dag i dag arbejder på hotellet.

Rasmus og jeg nød virkelig denne helt unikke måde at opleve Madeira på, og vi er bare så glade for at Eliza was Here gav os muligheden for at prøve deres seje koncept. Noget vi absolut kan anbefale! Mange tak Eliza, vi håber på at rejse med dig engang igen.

 

Mange varme hilsner fra,

Rasmus & Karoline
The Travel Book

Ingen kommentarer endnu

Skriv en kommentar